Om os

 

Djurslands Veteraner er en selvstændig frivillig organisation, som samarbejder bredt med andre frivillige og offentlige aktører indenfor ”Veteranområdet” – og lokalt med Nordjurs- og Syddjurs kommuner, Marineforeninger og andre lokale aktører. Foreningen er registreret på VIRK under CVR nr.: 38 58 84 51

Djurslands Veteraners formål er:

  • at skabe sociale rammer, være et frirum, et mødested for veteraner og pårørende ved at afholde lokale cafe arrangementer og aktiviteter samt arrangementer der favner bredt geografisk – fortrinsvis i samarbejde med andre aktører indenfor ”Veteranområdet”. 
  • at kunne give Veteraner råd og vejledning til løsning af problemer, samt få bisidderassistance ved møder med jobcentret, sundhedssystemet, myndigheder, fagforeninger, virksomheder mm., samt kunne videreformidle veteraner med veterankort til rådgivere fra Veterancentret og andre i offentlig regi. 
  • at afholde Veterancaféer i Ebeltoft og Grenå som minimum en gang pr. måned på begge geografier 
  • at hædre veteraner – herunder afdøde – på værdig vis. 
  • at deltage i markeringen af særlige begivenheder vedrørende danske veteraner. 
  • at forvalte de midler, der stilles til foreningens rådighed. 

 
Herudover

...at skabe sociale rammer, være et frirum, et mødested for veteraner og pårørende, hvor veteraner uanset, hvor og med hvilken organisation, de har været udsendt, skal kunne møde ligestillede, til styrke for fællesskab, trivsel og samarbejde blandt veteraner. Støtte skadede veteraner, så deres trivsel og velvære i hverdagen forbedres, herunder skal veteraner med psykiske og /eller fysiske mèn kunne deltage i fællesskabet i større udstrækning end i dag, for at få en mere optimal hverdag.

Udbrede kendskabet til Djurslands Veteraners arbejde til gavn for alle veteraner.

Desuden skal veteranen kunne få rådgivning og vejledning til løsning af problemer m.m. samt at rådgivere fra Veterancentret i Ringsted lejlighedsvis vil være til sted i Veteran cafeens åbningstider.

Vedtægter

Vedtægter for Djurslands Veteraner 

  1. Djurslands Veteraner er en selvstændig almennyttig organisation, som samarbejder bredt med andre frivillige og offentlige aktører indenfor ”Veteranområdet” på landsplan og lokalt med Norddjurs- Syddjurs kommuner. Foreningen er registreret på VIRK under CVR nr.: 38 58 84 51
  2. Djurslands Veteraners hjemsted er den til enhver tid siddende formands adresse (hjemby). Foreningen har hjemsted på Djursland. Såfremt dette afviger fra formandens adresse, skal foreningens adresse være næstformands- eller kasserers hjemadresse.
  3. Djurslands Veteraners formål er:
  • at skabe sociale rammer, være et frirum, et mødested for veteraner og pårørende ved at afholde lokale cafe arrangementer og aktiviteter samt arrangementer der favner bredt geografisk – fortrinsvis i samarbejde med andre aktører indenfor ”Veteranområdet”.
  • at kunne give Veteraner råd og vejledning til løsning af problemer, samt få bisidderassistance ved møder med jobcentret, sundhedssystemet, myndigheder, fagforeninger, virksomheder mm., samt kunne videreformidle veteraner med veterankort til rådgivere fra Veterancentret og andre i offentlig regi.
  • at afholde Veterancaféer i Ebeltoft og Grenå som minimum en gang pr. måned på begge geografier
  • at hædre veteraner – herunder afdøde – på værdig vis.
  • at deltage i markeringen af særlige begivenheder vedrørende Danske veteraner.
  • at forvalte de midler, der stilles til foreningens rådighed.

3.1 Djurslands Veteraner definerer en veteran som en person der, som en del af en enhed eller som enkeltperson har været udsendt for Danmark, i mindst en international operation. Dvs. soldater, politi, læger, sygeplejersker, rådgivere, beredskabsstyrelsen m.v. Det kan også være Contractors, som har arbejdet i et konfliktområde som f.eks. i Afghanistan el.lign. Foreningen optager også personer, der har deltaget i nationale operationer eller kriselignede indsatser uden for landets grænser eksempelvis EOD. Hvor der kan være i tvivl i enkeltsager, vil bestyrelsen afgøre dette case by case

4. Medlemmer

Adgang til at blive medlem af foreningen har alle, som er enten

  • opfylder definition af veteran som beskrevet ovenfor og har betalt kontingent til Djurslands Veteraner eller kontingent til Danmarks Veteraner CVR nr.: 29 28 79 10

4.1 Medlemskartotek

  • kasserer fører et medlemskartotek og påser at persondateloven overholdes.
  • kartoteket må ikke offentliggøres eller lægges på de sociale medier.

4.2 Æresmedlem

Bestyrelsen kan ved enstemmighed optage æresmedlemmer. Et æresmedlem, skal have ydet en særlig indsats på veteranområdet.

  • æresmedlemskabet er livslang, der opkræves ikke kontingent for æresmedlemmer.
  • æresmedlemmer har stemmeret ved generalforsamling.

 

5. Tegningsret for Djurslands Veteraner har den til enhver tid siddende formand og kasserer, i forening. I formandens eller kasserers forfald indtræder næstformanden i dennes sted.

  • Foreningens midler administreres af kassereren, som sammen med formanden står til ansvar for, at foreningens midler anvendes i henhold til vedtægterne. Adgang til foreningens midler har kun formanden og kassereren.
  • Kassereren skal have formandens godkendelse ved økonomiske transaktioner som overstiger et beløb tilsvarende 5.000,00 danske kroner.
  • Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med sin formue.
  • Ingen medlemmer eller bestyrelsen kan påtage sig personlig kaution for foreningens forpligtelser og følger den til enhver tid gældende lovgivning på området.

 

6. Generalforsamlingen:

Der afholdes generalforsamling hvert år i første kvartal, og er gyldig, når den indvarsles 14 dage forud herfor. Indvarsling skal ske via Facebook, foreningen website.

Stemmeret ved generalforsamlingen har alle medlemmer som opfylder foreningens definition af betegnelsen veteran.

6.1 Dagsorden

  1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere. Evt. fuldmagter fremlægges
  2. Foreningens beretning.
  3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.

Kassereren fremlægger regnskab for indeværende år og budget for det følgende år

  1. Bestyrelsens forslag, herunder orientering om planer for det kommende år.
  2. Indkomne forslag.
  3. Valg

- Formand vælges for 2 år i ulige år.

- Næstformand/Café-ansvarlige vælges for 2 år i lige år.

- Kasserer vælges for 2 år i lige år.

- Revisor vælges for 2 år i ulige år

- Revisorsuppleant vælges for 2 år i lige år

- Bestyrelse suppleant Vælges for 2 ulige år

  1. Eventuelt.

Her kan ikke træffes beslutning om emner eller punkter, men der kan drøftes generelle eller opdukkede emner.

 

6.2 Afgørelser på generalforsamlinger træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer. I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget.

  • Skriftlig afstemning skal foretages, når enten dirigenten eller et flertal af de fremmødte medlemmer forlanger det.
  • Stemmeret har alle fremmødte godstående medlemmer af Djurslands Veteraner jf. §4.

 

7. Bestyrelsen

På Djurslands Veteraners årlige generalforsamling vælges en bestyrelse som består af formanden, næstformand/Café-ansvarlig og kasserer. Herudover vælges en revisor og en revisorsuppleant, samt en bestyrelsessuppleant.

  • Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesarbejdet efter bestyrelsens anvisning, men uden stemmeret.
  • Bestyrelsen konstituerer sig ved første møde efter generalforsamlingen.
  • Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens midler og effekter, samt dens virke og trivsel. Bestyrelsen er beslutningsdygtig med mindst to (2) medlemmer samlet.
  • Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme afgørende.
  • Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller et flertal af bestyrelsen mindst en gang i kvartalet for at drøfte løbene sager. Dagsorden udsendes af kassereren mindst en uge forud for mødet.
  • Der føres beslutningsreferat for møderne, som underskrives af de deltagende bestyrelsesmedlemmer på næstfølgende bestyrelsesmøde.
  • Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

 

8. Regnskab

Foreningens reviderede regnskaber fremlægges på foreningens ordinære generalforsamling.

  • regnskabet følger kalenderåret
  • Sponsorater og donationer skænket til Djurslands Veteraner påføres bemærkninger herom i regnskabet og indsættes/anvendes hertil via Djurslands Veteraners konto.
  • offentlige puljemidler tildelt Djurslands Veteraner, anvendes udelukkende til ansøgte formål.
  • anvendelse af midler fra det offentlige er underkastet offentlig kontrol med særskilte krav til regnskabsførelse og regnskabsaflæggelse.
  • regnskabet skal forud for fremlæggelse være revideret og påtegnet af revisoren.

 

9. Kontingent

De årlige kontingenter godkendes af generalforsamlingen

  • foreningskontingentet opkræves af kassereren.
  • manglende betaling af kontingent medfører sletning af medlemskab og nulstilling af anciennitet.
  • adresseændring skal meddeles kassereren.

 

10. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling og skal vedtages med kvalificeret flertal svarende til 2/3 af de afgivne stemmer.

  • Hvis et vedtægtsforslag opnår simpelt, men ikke kvalificeret flertal, genfremsættes forslaget på en ekstraordinær generalforsamling, der afholdes tidligst 3 uger efter, men senest 5 uger efter den ordinære generalforsamling. Vedtægtsændringerne kan herefter vedtages med simpelt flertal.

 

11. Ekstraordinær generalforsamling

Bestyrelsen eller 1/4 af medlemmerne kan forlange indkaldt til ekstraordinær generalforsamling ved skriftlig henvendelse til formanden.

 

12. Nedlæggelse af Djurslands Veteraner

Opløsning af kan kun ske på en generalforsamling og skal vedtages med kvalificeret flertal svarende til 2/3 af de afgivne stemmer.

  • Opløsningen skal herefter godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling med simpelt flertal.
  • Ved nedlæggelse af Djurslands Veteraner skal dennes midler anvendes til fordel for veteraner.

Referat bestyrelsesmøder

Bestyrelsen

Formand

Peter Thomsen

Café Ansvarlig / Næstformand

Leo

Kasserer

Jan Bo

Bestyrelses Suppleant

Sten

Revisor

Peter